Jeg må tilstå, at jeg er en af de københavnere (eller i hvert fald nordsjællænder, der boede en del år i København), der er flyttet til USA og hellere ville det end flytte til en by, der er mindre en København. Og det har intet med menneskerne i mindre byer at gøre. Det er udelukkende et spørgsmål om, hvor den bredeste og mest interessante kulturpakke findes, hvor der er bedst shoppemuligheder og bedst restauranter og ikke mindst: GOD OFFENTLIG TRANSPORT, noget der normalt er alfa og omega for, om jeg vil bo i en by. Og hvorfor jeg ikke vil blive boende i Seattle for evigt, selvom de langt om længe er i gang med at bygge en metro. Men den bliver først færdig i 2015 (officielt, så reelt højst sandsynligt senere), men det gider jeg ikke vente på.
Men de fleste mennesker vil ud af byens larm før eller senere. Og her har Danmarks såkaldte udkantsområder deres chance!
At der ikke gøres nok for udkantsdanmark er en helt anden sag, som jeg også mener er et problem. Jeg ved ikke, om det løser problemet udelukkende at flytte offentlige institutioner ud af Københavnsområdet. Min mor, der bor i Nordsjælland, arbejdede for en afdeling af et ministerium, der flyttede til...nå, nu har jeg glemt hvor, men et godt stykke inde i Midtsjælland. Resultat: for at beholde sit job måtte hun stå op kl 5 hver dag for at være på arbejde kl 9. Hun arbejdede en del over, så der var ikke meget tid til andet end arbejde. Hun endte med at finde et andet job, fordi det var for udmattende, især for en dame over 50.
Banker skal turde låne
Jeg hørte, at et firma fik nej til at låne penge af en bank til at slå sig ned i et område, som banken betegnede som udkantsdanmark. DET er et problem, som det burde være let at løse! Desuden burde der ikke være noget "udkant" i lille Danmark.
Gør det køreturen værd
Noget andet er danskernes forhold til afstand. Efter at have boet i enorme USA i snart tre år, kan jeg bedre forstå, hvorfor ingen herovre regner en transport tur på tre timer for noget. Herovre ØNSKER de fleste folk at bo i områder, som vi ville kalde udkant, eller i hvert fald meget, meget forstadsagtige steder. Hvis vi kan finde ud af, hvorfor der er så attraktivt i USA, kan vi måske også løse noget af "udkants"-problemet i Danmark?

Min tidligere afdeling i DR lavede for nogle år siden nogle programmer om strukturreformen. Et af programmerne, mit favoritprogram af den serie, handlede om et lillebitte samfund, der summede af energi, engagement og foretagsomhed. Dem, der boede der, havde oprettet spændende natur/legeområder, som de selv vedligeholder, lokale klubber og foreninger og var meget aktive i lokalpolitik. Hvis alle, der boede i tyndtbefolkede områder udviste den samme foretagsomhed og energi, tror jeg også flere mennesker vil have lyst til at bo der og være med i alt det, der sker.
Peter Schaufuss' ballet i Holstebro er et andet eksempel på foretagsomhed, der stråler op i provinsen. En form for foretagsomhed, som i mine øjne er afgørende for at gøre Udkantsdanmark til Overskudsdanmark.
Amerikanske eksempler
Jeg så et amerikansk eksempel på sådan en lille sprudleby sidste år, da min mand og jeg tilbragte en weekend i Mokelumne Hill, en lille kunstnerby med ca 50 huse en times kørsel uden for Sacremento i Nordvestcalifornien. Byen er oprindeligt en gammel guldgraverby fra midten af 1800-tallet, men byen har formået at genopfinde sig selv og tiltrækker i dag forfattere og andre kunstnere. Da jeg så, hvor charmerende byen var, fik selv jeg lyst til have et hus der en dag. Byen har sit eget bryggeri, et kært lille hotel, der også fungerer som forsamlingshus og restaurant, et spa/massage sted, et bibliotek, en smedje - der efter det omfattende og smukke smedearbejde i hele byen ser ud til at blive brugt flittigt - små, charmernde butikker, du ikke har lyst til at forlade - og jeg er en type, der normalt hader at shoppe og helst gør det i en fart. Her havde jeg bare lyst til at sætte mig i en af lænestolene i butikken, købe en kop kaffe og gribe efter et magasin eller bog eller nogle af de ting, de sælger, for at nyde den behagelige musik og de beroligende omgivelser.Jeg så endnu sådan et eksempel i en lille by midt inde i Washington State. Ved første blik lignede det en døende lille by med ca 100 huse. Men da vi kørte igennem den (vi ledte efter en kop kaffe på vores tur gennem staten på vej til Idaho), blev det hurtigt klart for mig, at den trods nogen butiksdød emmede af stolthed! Masser af charmerende skulpturer spredt over det lille område og hyggelige byrum, hvor byen havde bevaret det gamle Western look. I den korte tid, vi kørte rundt i den lille by, fandt vi et bibliotek, et lokalt sangkor, en gammel kirke, skoler og små butikker.
Et andet - måske ikke helt sammenligneligt - eksempel er en lille "middelalderby" her i Washington State, en god halv times kørsel fra Seattle og praktisk tæt på et stort vingårdsområde (Woodinville).
Middelalderbyen ligger omgivet af skov og drives af frivillige, der interesserer sig for engelsk middelalder. For et beskedent beløb kommer du ind af porten til byen, hvor alle bygningerne - 15-20 stykker - er bindingsværkshuse, og ser gademusikanter, en "boghandel" (the scribe), en tøjbutik, alskens værksteder for håndværk, der var vigtige for en by i middelalderen. Børn kan prøve det meste - også bueskydning. Alle byens "indbyggere" går i middelaldertøj. Byens sherif fortæller gerne om livet i byen og om lokalpolitik i hans tid. Det bedste af det hele er dog en lokale kro! Vi blev modtaget af kokken, tjeneren og lurspilleren i en og samme person, og mens vi drak mjød, honningvin og liflig krydret æblemost og spiste spændende middelaldermad, underholdt lurspilleren med engelske og franske trubadoursange.
Heldigvis var restauratøren (lurspilleren) smart nok til at have grebet et par middelalderkogebøger fra The Scribe, som han havde liggende i receptionen, så interesserede som mig kan købe et eksemplar - godt købmandskab!Middelalderlandsbyen er åben i weekender og feriehøjtider. Jeg er klar over, at sådan et projekt vil koste mange penge og tage tid og kræve meget engagement fra et lokalområde, men jeg håber de eksempler, jeg har nævnt her, kan inspirere andre lokalsamfund.
Eftersom ro, afslappelse, spa og stihedsferier er oppe i tiden, kan jeg ikke tro andet, end at mange små samfund i Danmark kan bruge deres karakteristika til deres fordel. Slå på jeres naturomgivelser, jeres rolige omgivelser, og lokale stoltheder såsom en smedje, et bryggeri, en aktivitetspark eller noget helt fjerde.
Mine billeder af Mokelumne Hill
Her er de artikler, jeg skrev om udkantsdanmark i forbindelse med DR's tv serie om Strukturreformen

No comments:
Post a Comment